Oh, take me back to the start.. Køn er blevet en spændetrøje, jeg slet ikke kan røre mig i. Jeg skal ustandselig forholde mig til, at jeg er kvinde og andre menneskers forventninger til min sande natur i den anledning, at jeg dårligt kan få tid og plads til at være mig. I alle livets situationer forventes jeg at have et kvindeligt synspunkt, lige som jeg forventes automatisk at have enormt meget tilfælles med enhver anden kvinde. Men jeg har da mere til fælles med en mand, der har nogenlunde samme alder, uddannelse, job og livssituation som mig end med en kvinde, der adskiller sig fra mig på alle disse parametre. (this world is only is only gonna break your heart) Jeg elsker Helena! Mmhmm..
1 of 2
Older Posts »
|